På en af sine mange rejser til Sri Lanka, spurgte vores grundlægger Enrico vores gode samarbejdspartner i Sri Lanka, Mr. Para fra Hotel Nooit Gedacht, om der fandtes nogle børnehjem i omegnen. Mr. Para fortalte om Sambodhi hjemmet i Galle, som Enrico så besøgte.
Her er Enricos beretning fra sit besøg på børnehjemmet:
Jeg havde som sædvanlig en stor ekstra kuffert med børnetøj med på min sidste rejse til Sri Lanka. Jeg ville give tøjet til børnene på Sambodhi Hjemmet i Galle, så fredag 19/11 tog jeg og min kone Connie derhen. Vi blev budt velkommen af Hr. Waruna Roshantha, som selv har boet på hjemmet fra han var 5 år gammel og nu arbejder på stedet.
Waruna fortalte os, at hjemmet blev oprettet i 1964 af Hr. og Fru Dissanayake, der gav jord og midler til et hjem for mentalt retarderede børn. I dag er det barnebarnet Mr. Anura Dissayanake og hans kone, der ledet stedet, der officielt hedder Dakshina Lanka Sambodhi Welfare Foundation.
Der bor 65 børn og unge på Sambodhi, og der er også tilknyttet en skole for 62 mentalt og fysisk handikappede børn samt en lægeklinik, hvor en enkelt læge og sygeplejerske gør deres bedste for at tage sig af ca. 120 handikappede patienter.
Sambodhi får 240 rupees (ca. 12 kr) per barn om måneden af den srilankanske regering, som også betaler lønnen for 4 lærere, men derudover er stedet afhængig af frivillige bidrag og donationer fra lokale firmaer, organisationer og enkeltpersoner.
Stedet er i ret dårlig stand, det virker slidt, usselt og nedtrykt. En gammel hollandsk bygning har ikke været brugt, siden den blev ødelagt af tsunamien i 2004, og der står række på række af senge under åben himmel, alle i dårlig stand, nogle endda uden madrasser. Udstyret i lægeklinikken er spartansk, og i det hele taget er der synlig mangel på udstyr og faciliteter.
Connie og jeg spiste frokost sammen med Dissanayake og Roshantha parrene, og de fortalte om hverdagen på stedet og den evige kamp for at sørge for alle disse udstødte børn og unge. Det var svært at spise den ellers velsmagende mad omgivet af så megen elendighed.
Vi aftalte, at vi om søndagen ville komme tilbage med mad til frokost samt underholdning i form af et dukketeater. Og at vi også ville tage en arkitekt med til at vurdere, hvor meget det ville koste at renovere den gamle bygning. Da vi kørte derfra, var vi stille og indadvendte, og da vi kom forbi en butik på vejen tilbage til Unawatuna, stoppede vi faktisk og købte 65 madrasser til hjemmet.
Da vi kom, afleverede vi madrasserne og blev modtaget med en masse kram. Og så startede det dukketeater som Connie havde bestilt og betalt, til stor glæde for alle. Da forestillingen blev dramatisk, hvor politibetjente slår de fattige – som altid i et dukketeater, glemte både børn og voksne alt om os.
Det var skønt at kunne bringe lidt glæde og smil ind i den ellers hårde hverdag på Sambodhi. Vi kørte derfra med opløftet sind og medbringende håbet om at kunne sende flere gæster til dette vidunderlige land med opfordringen om at besøge og støtte Sambodhi.
Vi opfordrer alle vores rejsende til Sri Lanka til at støtte disse børn fx med en sæk ris og grønsager, tøj, kuglepenne, papir mv. MEN giv aldrig kontanter på eller ved børnehjemmet. Kommer i ikke forbi, så giv det til vor agent i Negombo, der vil fordele det.