Det er næsten ikke til at forstå, men det sker jævnligt, at børn fra Vietnam kidnappes og sælges til som sexslaver i Kina. Det er en menneskelig tragedie og er ødelæggende ikke bare for den person, der bliver bortført, men for hele hendes eller hans familie (hvis de har en).
Da C&Cs Luca og hans kone Camilla var i Vietnam i april 2018, mødtes han på et hemmeligt sted med Blue Dragon Children’s Foundation, der arbejder med at finde disse ofre for trafficking og få dem bragt hjem igen. I 2017 reddede Blue Dragon hele 134 børn og kvinder, der blev holdt i slaveri og fik dem hjem til Vietnam igen.
Det er meget farligt arbejde, der tager lang tid og kræver store menneskelige ressourcer fra alle, der er involverede. Det er også dyrt, da det ofte kræver en del rejser og længerevarende overvågning for at finde de bortførte piger og drenge.
Efter hjemkomsten støttes de med både akutte ting som mad, lægehjælp og psykologisk bistand samt længerevarende hjælp til at etablere et normalt liv, som fx et sted at bo, hvis de ikke har en familie at tage hjem til og juridisk hjælp, hvis de har brug for det.
Fra november 2018 – december 2019 støttede C&C Hjælpeprogrammer 4 missioner, der i alt reddede 16 piger hjem fra Kina. Her er deres historier (med opdigtede navne):
Thanh er 21 år. Hendes forældre lod sig overtale, til at lade Thanh rejse til Kina for at arbejde, da hun var blot 13 år gammel. Men det var ikke et job, hun kom frem til. Hun blev solgt til en 20 år ældre mand og levede i det tvungne ægteskab i 6 år, inden det første gang lykkedes hende at kontakte sin familie. Hun blev reddet efter 9 års fangenskab.
4 piger i alderen 17-19 år fra Ha Giang provinsen. Pigerne blev lovet gode jobs i Kina og tog frivilligt afsted. Men i stedet blev de solgt til forskellige mænd i det samme område. Det lykkedes pigerne at holde kontakten og efter 6 måneder blev de reddet.
Lan er 22 år, Hun blev gift, da hun var 15 år gammel, men hendes mand slog hende så meget at hun aborterede. Hun flyttede hjem til din søster i en alder af 17 år, og de to søster tog nordpå for at lede efter et job. De blev solgt til to forskellige mænd og mistede kontakten. Lan kunne ikke blive gravid, og hendes nye mand var meget voldelig. På et tidspunkt truede Lan sin mand med vold, og han rapporterede hende til politiet. Politiet opdagede, at Lan ikke frivilligt havde indgået ægteskabet, og efter 5 år i Kina, kom Lan hjem til Vietnam.
Linh er 23 år og kommer fra en lille landsby lidt uden for Hanoi. I juni 2017 rejste hun sammen med sin nye kæreste op imod grænsen til Kina. Kæresten solgte hende til en gruppe kinesiske mænd og hun blev tvunget til at arbejde på et bordel i Kina. Efter 2 år lykkedes det hende at få en besked hjem til sin familie, som kontaktede Blue Dragon. Linh er nu kommet tilbage til sin landsby og har fået job på en lokal fabrik.
Sang er 18 år og tilhører en etnisk minoritet, der lever tæt ved grænsen til Kina. Hun blev lokket til Kina med et løfte om et godt job, men blev tvangsgift med en ældre mand. Hun fik et barn med manden, som da hun blev reddet var næsten et år gammelt. Sang er nu kommet tilbage til sin familie og er blevet gift med en mand fra landsbyen.
Hong er 14 år kommer fra det nordlige Vietnam. Hun blev kidnappet og tvangsgift i Kina, men efter et par måneder lykkedes det hende at slippe væk. Hun er nu tilbage hos sin familie og Blue Dragon er ved at finde en skole til hende.
Hanh boede sammen med sin mand og to små børn i det nordlige Vietnam, da hun, efter at være blevet introduceret til en jobmulighed af en slægtning, besluttede sig for at rejse til Kina for at arbejde, så hun kunne forsørge sin familie. Der ventede dog ikke et job til Hanh i Kina, men derimod blev hun solgt for 30.000 yuan. Hanh slap væk efter 2 uger, men blev fanget og solgt igen for 20.000 yuan. Da Blue Dragon hørte om Hanh spildte de ikke tiden og sørgede for, at Hanh blev reddet og genforenet med sin familie. Tre af de gerningsmænd, der solgte Hanh blev anholdt og afventer retssag.
Hoa droppede ud af skolen i 7. klasse for at hjælpe sin mor derhjemme. Hun blev narret af en ven fra de sociale medier til at rejse til Kina, hvor han solgte hende til et tvangsægteskab. Hoa var fastbesluttet på at slippe væk, så hun kontaktede alle, hun kunne på de sociale medier, men endte med at søge tilflugt på den lokale politistation, som kontaktede Blue Dragon, som hjalp hende hjem til Vietnam og hendes mor.
De 4 unavngivne kvinder var alle i alderen 27-32 år, da de blev snydt af en kvinde fra deres lokalsamfund til at rejse til Kina for at arbejde og tjene gode penge. Da de krydsede grænsen, blev de straks solgt og tvunget til at arbejde på et bordel som prostitueret. Her blev de dagligt truet og slået, men kvinder kæmpede alt, hvad de kunne for at komme hjem til Vietnam. Politiet blev gjort opmærksom på bordellet og kontaktede Blue Dragon. Alle 4 kvinder er i dag tilbage i Vietnam hos deres familier.
Minh, alene mor til en søn, blev solgt til to tvangsægteskaber, efter at hun via en internetreklame var blevet snydt til Kina for at arbejde. Hendes første “mand” var meget voldelig overfor hende og låste hende tit inde i huset. Det lykkedes hende at få kontakte til Blue Dragon, men før de kunne redde hende, blev hun solgt videre til en ny mand. Her var hun nogle måneder, før det lykkedes hende at flygte og med hjælp fra Blue Dragon blev hun reddet og genforenet med sin søn og familie.