Santisuk skolen ligger i Chiang Mai provinsen i et forholdsvis tørt landbrugsområde. Eleverne tilhører hovedsagelig egnes forskellige ‘Hilltribes’ som fx Karen, Mong, Tai Yai og Misu.
Her er næsten 400 elever og medarbejdere, og de fleste elever bor på skolen, da deres forældre bor langt væk i bjerglandsbyerne, så her er det ekstra vigtigt, at vandet er godt. Skolen går fra børnehave og til og med 6. klasse.
Skolen har egen brønd med masser af vand hele året, men de har kun et lille og gammelt harpiksfilter, og vandkvaliteten ligger på 267 TDS. Skolens leder Hr. Chaipan har i flere år været på udkig efter et filtersystem og blev henrykt, da han hørte om dette projekt.
Rotary Club Sarapee vil varetage opfølgningen. De har allerede en anden skole i området, hvor de følger op, og her fungerer systemet fint og leverer vand med en kvalitet på 013 TDS!
Det nye vandrensningsanlæg blev installeret i september 2017, hvor også Luca fra C&C Hjælpeprogrammer var med.
C&C Travels Steffen besøgte skolen i juli 2018 for at se, hvordan det gik med vandrensningsanlægget. Han blev flot modtaget af skolens direktør og Mr. Kritsada, som er leder af den lokale Rotary Club Sarapee, der overser projektet.
Steffen fik smagt vandet og set hele systemet der kørte fint. Der havde tidligere på året været behov for at udskifte nogle dele, da vandpumpen havde kørt på et tidspunkt, hvor der var lukket for vandtilførslen. Det kunne den ikke tåle og var gået i stykker. Mr. Kritsada hjalp med at få de nye dele installeret og gav også yderlig træning til skolens vicevært, der står for det praktiske med systemet. Et par måneder efter de nye dele var installeret, besøgte Mr. Kritsada igen skolen og opdagede, at vandet ikke var helt så rent, som det skulle være. Det viste sig, at tankene og rørene ikke var blevet gjort ordentlig rene, efter vandtilførslen havde været stoppet. Dette blev gjort, og da Steffen kom forbi skolen, kunne han drikke rent og klart vand med en TDS på kun 016!