Skip to main content
x

Kokospalmer i Masbate

I forbindelse med Operation Julepakke 2017 og 2018, rejste Aileene, der er C&C Travels medarbejder på Manilakontoret, rundt i Masbate. Her lagde hun mærke til, at mange af bønderne brugte kokopalmer som levevej. 


I 2015 og 2016 plantede vi næsten 40.000 palmer på øen Aklan, der tidligere var blevet ramt af en tyfon, og vi besluttede at gentage projektet i Masbate. Der blev derfor udvalgt 250 familier i den nordlige del af øen, der hedder Mandaon. Familierne fik 40 palmetræer hver, som blev distribueret og plantet i august 2018. 


Kokospalmer er en yderst brugbar plante. Der laves mad, sæber, cremer og gives massage med kokosolie. Der laves tage i kokosblade, der fremstilles knapper, koste og skåle i kokosnøddeskal. Der produceres slik med kødet fra kokosnødden, for slet ikke at tale om kokosmakroner. Listen bliver bare ved og ved, og kokospalmen kaldes også for ’Livets Træ’ i Filippinerne netop, fordi den er så vigtig og kan bruges til så mange forskellige formål.


Det tager i hvert fald 4 år, før en kokospalme begynder at producere kokosnødder, men når den først er i gang, skulle der gerne komme over 30 nødder om året i op til 80 år! Så dette projekt er en langsigtet løsning, der forhåbentlig vil gøre en stor forskel for familierne i mange generationer.


 Set fra et globalt perspektiv kan projektet også ses i et miljømæssigt perspektiv, da palmerne jo på helt naturlig vis er CO2-reducerende. 


De næsten 50.000 palmer, som C&C Hjælpeprogrammer har plantet i alt, forbruger ca. 15.000 ton CO2 om året. Samlet set producerer alle C&C Travels rejser mindre CO2 end dette, så 50.000 palmer vil svare til, at C&C Travels flyrejser bliver CO2-neutrale.